Blå Kors Danmark har ligesom mange andre virksomheder taget afstand fra Shein og Temu. De har meldt ud, at de ikke ønsker at modtage tøj og produkter fra disse webshops. I Hadsten ser den lokale Blå Kors genbrugsbutik positivt på denne udmelding.
Af Katrine Gammelgaard, 26. november 2024
Blå Kors takker nej til disse genstande, da begge onlinebutikker har modtaget omfattende kritik for deres produkter. Tøjet derfra kan indeholde kemikalier, der kan være allergi- og kræftfremkaldende, og legetøjet kan udgøre en kvælningsfare for børn.
Foto: Katrine Gammelgaard
‘Frivillige kæmper med sortering
Det kan være en udfordring for de frivillige i genbrugsbutikkerne at frasortere de potentielt farlige produkter. Hos Blå Kors Genbrug i Hadsten er de blevet bedt om at kassere tøj fra disse webshops, men de frivillige kæmper med at identificere dem.
Tøj fra Shein har ofte mærkning, men Temus varer er sværere at opdage. ”Der går sikkert en hel del igennem, som vi ikke opdager,” udtaler leder i Blå Kors-butikken i Hadsten, Birthe Kristensen.
”Det ville gå mig på, hvis vi kom til at sælge noget, der kunne risikere at være farligt,” udtrykker frivillig i Blå Kors Genbrug Nina Frederiksen. De frivillige i butikken er alle positivt stemt for beskeden, som også gør sorteringsarbejdet lettere.
De er endnu ikke blevet mødt af negative reaktioner fra de lokale.
Lokal løsning kan være på vej
Hos Røde Kors Genbrug i Hadsten er der endnu ikke en politik om varer fra Shein og Temu. De frivillige kasserer kun tøjet, hvis det lugter kraftigt af kemikalier.
Bestyrelsesformand for Røde Kors Hadsten-Hinnerup, Margit Sandvang Larsen, forklarer, at de er opmærksomme på problematikken. Problemet skal diskuteres på et møde med de lokale butiksledere i december.
Bestyrelsesformanden synes, at det ville være oplagt, hvis de to butikker kommer med et lokalt ønske om at undgå donationer fra de kritiserede onlinebutikker, hvis ikke Røde Kors melder noget ud nationalt.
Kunde bakker op om krav til donationer
”Jeg synes, at det er en rigtig god idé, at genbrugsbutikkerne stiller krav til donationerne,” siger Louise Skov fra Hadsten. Hun kunne godt forestille sig, at et tydeligt nej til tøj fra Shein og Temu kunne få hende til at vælge én af byens genbrugsbutikker fremfor en anden.