Et enstemmigt byråd har netop godkendt en række løsninger, der skal hjælpe på kommunens pladsproblemer i dagtilbuddene.
Af Katrine Gammelgaard, 27. november 2024
Der er flere børn, end der er pladser til i Korsholm, Hinnerup og Søften. De planlagte byggerier af nye dagtilbud i områderne er forsinkede til 2029 og midlertidige løsninger er derfor nødvendige. Byrådets godkendte plan indebærer, at børnene potentielt skal i før-førskole.
12 ud af 13 folkeskoler i Favrskov Kommune tilbyder, at børnene kan starte i førskole i foråret inden skolestart. Formålet er at sikre en blid overgang til skolestart. Foto af Katrine Gammelgaard.
Før-førskole skaber bekymring for børnenes trivsel
Før-førskoletilbuddet betyder, at børnene starter endnu tidligere med at gå på en skole med børnehavenormeringer.
Den socialdemokratiske byrådspolitiker Lone Boye giver udtryk for sin bekymring vedrørende dette. ”Det er endnu et skift, der er planlagt tidligere i deres liv,” siger Lone Boye.
Hun fremhæver en undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, der viser, at deltagelsen i førskole kan have en negativ indvirkning på, hvordan børnene trives i det første skoleår.
En nødvendighed, ikke en glæde
Favrskov Kommune er den kommune i landet med den højeste fertilitetsrate. ”De får flere børn, end vi havde regnet med,” forklarer Søren Frandsen fra Socialistisk Folkeparti.
På trods af kommunens forsøg på at forudse, hvor mange børn der kommer, har man, ifølge Søren Frandsen, ikke styr på det. Kombinationen af dette og de forsinkede byggerier gør tiltag uundgåelige. ”Det er noget, vi gør af nød, mere end vi gør af glæde,” udtaler Søren Frandsen.
En løsning ingen ønsker at fastholde
Byrådsmedlemmerne er bredt enige om, at der kun er tale om en løsning af midlertidig karakter. Under byrådsmødet erkender de, at ordet “før-førskole” ikke ligger godt i munden, og de glæder sig over, at de kun skal bruge ordet i en begrænset periode.