Regeringen vil lukke jobcentre – Favrskov vælger at åbne et nyt: “Det er ikke rettidig omhu” 

Modelbane Europa forsøgte tilbage i september at købe et ledigt butikslokale i Hadsten. Den plan var Favrskov Kommune dog ikke med på. Byrådet har nu valgt, at lokalet skal fungere som jobcenter. 

Foto og tekst: Jakob Ingeman Nielsen

De omdiskuterede jobcentre skal nedlægges for at reducere udgifter for tre milliarder kroner. Sådan lyder det, hvis man læser regeringsgrundlaget for SVM-regeringen fra 2022. Derfor er den lokale erhvervsmand Gregers Petersen også forundret over, at Favrskov Kommune har valgt at sælge ledige lokaler i Hadsten til Jobcenter Favrskov frem for modeltogbanemuseet Modelbane Europa, som han står bag. 

“Vi havde været i forhandling med byrådet i et halvt år om køb af lokalerne. Jobcenteret kom først ind i billedet en måned før budgetforhandlingerne,”fortæller Gregers Petersen, som i september fremsatte et forslag om, at Modelbane Europa kunne købe sig ind i de tidligere Netto-lokaler i Hadsten. 

Jobaktivering trumfer jernbaner 

Favrskov Kommune afviste som bekendt forslaget til fordel for jobaktiveringstilbuddet Jobcenter Favrskov. Den 78-årige Gregers Petersen ser med stor skepsis på, at det lige netop er et jobcenter, som vandt kampen om de tomme Netto-lokaler. 

“Det er ikke rettidig omhu at bruge 4,5 millioner kroner på noget, man næsten på forhånd ved skal nedlægges,” fortæller Gregers Petersen. 

“Jeg er helt sikker på, at lokalerne kommer i overskud igen inden for to år, når jobcentrene bliver nedlagt,” fortsætter han med bestemthed. 

Udsigt til samme høje husleje 

Gregers Petersen ærgrer sig særligt over, at Favrskov Kommunes afslag betyder, at Modelbane Europa sidder på den samme høje husleje. 

“Vi betaler en meget høj husleje, som stiger med tre procent hvert år. Hvis vi havde købt lokalerne for fondsmidler, havde vi sagt farvel til den store husleje. Det havde også betydet, at vi ikke havde haft behov for kommunens tilskud mere,” fortæller den 78-årige erhvervsmand. 

Sten i skoen 

Modelbane Europa er ikke vant til at være i konflikt med kommunen. Gregers Petersen har stor respekt for kommunens generelle samarbejdsevne og understreger en beundring. 

“Vi har generelt været meget tilfredse med samarbejdet med Favrskov Kommune. De har hævet tilskuddet et par gange og hjulpet os med at få lavet nogle marketingsplaner. De har været flinke,” pointerer erhvervsmanden.  

“Nu føles det dog som en sten i skoen, når kommunen har gjort, som de har gjort,” siger Gregers Petersen med forstemthed. 

Favrskov Kommunes borgmester Lars Storgaard er ikke vendt tilbage på vores henvendelse. Byrådet har dog øget deres årlige tilskud til Modelbane Europa med 30.000 kroner, så modeltogbanemuseet nu modtager 120.000 kroner årligt. Det sker i en anerkendelse af Modelbane Europas indsats for at tiltrække besøgende til Favrskov Kommune.