Tidens sikkerhedssituation er en historisk spejling af de dunkle koldkrigstilstande. Og Favrskov Kommune er næppe klar til at modstå en krisesituation, som kræver husning af borgerne i beskyttelsesrum. Men er truslen for fjern til at føle?
Af Cornelius Dohn, 27. november 2024
Foto: Redigeret og taget af Cornelius Dohn
I en opgørelse, udgivet tidligere i år af Forsvarsudvalget (2023-24), udarbejdet på Beredskabsstyrelsens fordring, fik kommunerne i landet til ansvar at få afklaring på antallet af pladser i beskyttelsesrum i deres respektive kommuner.
Og i Favrskov Kommune kan garanten for befolkningens fysiske sikkerhed, i tilfældet af en krise, virke vaklende.
Kommunen kan i alt huse 9.701 borgere i beskyttelsesrum, mens antallet af indbyggere i Favrskov samlet set er 49.733. Det svarer, ved hurtig hovedregning, til at små 20 procent (19,6) af borgerne, kan søge tilflugt i et beskyttelsesrum.
På landsplan fremgår det sort på hvidt i opgørelsen, at 3,6 millioner danskere kan presses ned i landets beskyttelsesrum. Et tal som i en lignende opgørelse fra 2002 lå på 4,7 millioner pladser på landsplan.
Faldet skyldes, at flere af beskyttelsesrummene er blevet nedlagt.
Frygt ikke bomber over Danmark – men respekter moder natur
Samfundssikkerhed og beredskab fylder meget i politiske kredse for tiden.
Med krig på det europæiske kontinent og hybrid krigsførelse, hvor magtmidler fx rettes mod kritisk infrastruktur, har regeringen etableret det længe efterspurgte Ministerium for Samfundssikkerhed og Beredskab – lige vores nordiske søstrelande Norge og Sverige.
Alligevel mener Iben Bjørnsson, adjunkt ved Institut for Strategi og Krigsstudier, at den direkte fare mod nationen er af en så mild karakter, at der ingen grund er til panik:
“Eftersom vi ikke står overfor en krigstrussel på dansk jord, tager jeg manglen på beskyttelsesrum ret afslappet. Jeg ville gå mere op i risikoen for oversvømmelser og jordskred.”
Alligevel er det slående, hvordan udviklingen det sidste årti har set ud på området.
Kommunen ligger underdrejet
I 2002 kom opgørelsen i kølevandet på al-Qaedas angreb i USA den 11. september 2001.
Seneste opgørelse kommer i anledning af den nye og potente trussel fra øst, efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022.
Og med denne trussel så umiddelbar, kan det virke mystisk at køre en beredskabspolitisk linje med håndbremsen halvt trukket.
Der forekommer under alle omstændigheder en uoverensstemmelse mellem den reelle fare for krig og krise, og opfattelsen af den.
“Det er ikke noget jeg i min egen hverdag tænker sindssygt meget over. I mit eget lille liv, virker det meget, meget fjernt, at der skulle komme krig i Danmark. Men jeg ved godt hvor der ligger beskyttelsesrum,” siger den 21-årige Andrea Kruse Henriksen.
Djævleøen har rigelig plads
I tolv kommuner, alle beliggende omkring hovedstadsområdet, er der flere pladser end indbyggere. I Favrskov og resten af landet ser tilstandene væsentligt anderledes ud.
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Favrskov Kommune.