Deltagernes private billeder
Hadsten Højskoles elever har været på den traditionelle ‘Kaostur’, hvor eleverne skal blaffe landet rundt uden at bruge en krone. For første gang nogensinde blev turen afholdt for efterårsholdet.
af Malthe Bonde Mortensen
De forskellige hold kom vidt omkring, med destinationer på turen så varierede som Padborg, Grenen, Samsø og København. Målet var at komme så langt som muligt, besøge forskellige seværdigheder samt at gennemføre forskellige udfordringer undervejs – for et par ekstra kilometer i slutscoren. Nogle nåede sågar hele 860 kilometer.
De forskellige udfordringer var eksempelvis at stave til IKEA med mennesker, starte en fællessang, få en strike i bowling eller spise en citronmåne med en fremmed. Der var også point for forskellige overnatningssteder. For eksempel sove hos en, man kendte, sove på en efterskole eller højskole – og den, der gav allerflest point?
At sove hos en fremmed.
Specielle chaufføroplevelser
Jonas Otmani Pedersens hold oplevede at blive samlet op af en munter chauffør, der pludselig skiftede stemmeføring og dramatisk sagde: “Jeg har sgu godt nok en dårlig nyhed til jer…”
Det viste sig dog bare, at bilen var gået i stå. Men de troede et kort øjeblik, at de var blevet samlet op af den forkerte, og at de skulle dø. De blev heldigvis bare udsat for dårlig humor.
Jonas’ hold oplevede også at sidde fast i kulden i Aalborg i fem timer, hvor folk gav dem en fuckfinger, fordi de blaffede. Det var sværest i storbyerne – især i Aarhus og Randers.
Et andet hold kørte med en “spøjs chauffør”, som fortalte om dengang, han tidligere havde kørt en blaffer, mens han havde en motorsav med i bilen. Det syntes de var lidt mærkeligt at fortælle. Den spøjse chauffør har sidenhen inviteret gruppen til fest, men de har dog takket nej.
Jackpot i Nordjylland
Oppe i Nordjylland bød et værtshus på gratis øl og bankoplader til Julie Caroline Voldstedlunds hold, og da hun skulle være banko-oplæser og kaldte nr. 25 på pladen, råbte en af gæsterne på værtshuset: “Dumme kælling!”
Sådan var stemningen.
Julies hold fik noget af en aften, da de fik fuld plade i banko og vandt hovedprisen: 1100 kroner.
Kaosturen blev desværre skåret ned med én overnatning på grund af snestorm, men det stoppede ikke eleverne fra at have en god oplevelse.
Måske det fremover bliver tradition at afholde ‘Kaostur’ om efteråret.